Ei Christianiareise ca. 1830.

Ei Christianiareise ca. 1830

Amund Østensen Tande var født i 1810. Hans bestefar Amund Gundersen var født ca. 1752. Følgende står å lese i Amund Østensens Levnetsbeskrivelser fra 1877:

Uagtet jeg før har skildret forskjellige Forholde her i Dalen i ældre Tider, har jeg nok ikke meldt noget videre om Folkets økonomiske Stilling paa den Tid. Ja, dette kunde nok give Stof for lange og brede Afhandlinger, men jeg vil da kun forklare nogle Grundtræk af det almindelige Folks Kaar. Folk, som ikke har levet i den Tid, vil maaske antage, at jeg farer med Usandhed, naar jeg, ialfald efter Datidens Opfatning, paastaar, at Gaardmandsfolk, Tjenestefolk og Husmandsfolk levede et lykkeligere Liv i den første Tid jeg mindes end nu, nemlig omkring 1818.

Men dette er nok saa begribeligt; thi Fornødehederne vare da faa og smaa, men langt større Tilfredshed var der. Enhver var fornøiet i sin Stilling. Hvad de mest frygtede var Krig og Dyrtid, thi disse Landeplager havde de Gamle i egentlig Forstand lært at kjende. De vare derfor i Almindelighed bange for at stifte Gjæld og gik derfor ikke gjerne hen og gav Panteforskrivelse paa sine Eiendomme. Derfor var det og saare faa Gaarde, der var behæftede med Pantegjæld, og anden Løsgjæld af Betydenhed fandtes heller ikke, men nu da? Vi kan ikke uden Rædsel tænke paa de store Summer, som nu hefte paa Jordeiendommene, og uagtet vi peb, at disse Heftelser gaa op til snesevis Tusinder Spd. I enkelte Bygder, burde vi være undselige ved at nævne det. Aarsagerne til disse mærkelige Omslag, skal jeg ikke kunde sige.

Det kan ikke være, fordi de den Tid havde mindre Udgifter; thi disse vare trykkende, nemlig Landskat, Sølvskat og Næringsskat, samt ofte store Kornindkjøb fra Byen. Det som var mindre, var Tjener- og Arbeidsløn. Korn kjøbte de fleste af Gaardmænd og Husmænd, men alle eiede da de Kreaturer, de kunde vinterføde. Et er da vist, at de forstod bedre den store Kunst: «at sætte Tæring efter Næring.» Naar Plovaannen var tilendebragt og det Korn, de havde igjen var formalet, men som oftest var utilstrækkeligt, begav de sig paa Byreiser efter Kornvarer.

En Mand forestod da Indkjøbet for Flere. Reisen over Mjøsen foregik da i aaben Seilbaad, men Modvind og Stille gjorde det ofte nødvendigt at benytte Aarerne den største Del af Veien og tildels ligge børfaste, hvorfor Mjøsfarten undertiden vare hele Uger. Reisen blev, omendskjønt langvarig, dog ikke kostbar, da Enhver medbragte sin Madkiste. Som Exsempel herpaa kan jeg berette, at for omtrent 40 Aar siden, gjorde en ung Mand, der handlede med Smør, Reisen til Hovedstaden og hjem igjen, uden at forbruge mere end 3, skriver tre Skilling. Kaffe eller et Maaltid Mad kjøbtes aldrig eller ialfald kun en sjelden Gang. Naar man var kommen til Eidsvoldbakken brugtes Foden, naar man ikke for en billig Pris kunde faa Skyds med en Kjører paa Arbeidsvogn.

At følge Far eller Bedstefader til Byen var de fleste Unges Ønske, fornemmelig for alt, som der var at se; store og smaa Skibe og meget andet Rart. Naar der blant Færdemands-følget fandtes Nogen, som før ikke havde været i Byen, gjordes der holdt paa gamle Vaterlands Bro for at slutte Akkord om Hønse-skaal. Den som ikke godvillig lovede at traktere en Pot Brændevin, blev tagen fat og holdt udover Broen indtil saadan Forpligtelse vedtoges. Den Gang jeg som ganske ung fulgte Bedstefader til Hovedstaden, var der en Nabomand, som paa Broen, den gang en gammel Træbro, tog mig under Armene og harselerende truede med at kaste mig udover Broen, hvis jeg ikke gik ind paa at traktere Hønseskaal. Med Frygt og Bæven vedtog jeg dette straks, og da vi vare indkomne i Logementet, hos Kjøbmand Ole Moe i Storgaden, blev Hønseskaalen fortæret af Baadfølget.

Vaterlands Bro ca. 1830.

Da dette var gjort ble jeg af Nabomanden fulgt omkring i Byen. Denne var nemlig en, der var indkommanderet til Garnisonstjeneste og været med i Felttog mot Svensken ved Onstad Sund osv. Da vi vare komne op paa Torvet, forklarede han mig, hvorledes jeg skulde opføre mig i Byen, hvoraf det mærkeligste vel var, at jeg ikke skuld tage Hatten af for flere end dem, som havde Sølvsporer. Han viste mig da flere Skildvagthuse, han havde staaet paa Post i. Paa et angivet Sted, fortalte han, blev næsten hver Nat hørt «Skrømt», og af og til forefaldt, som han sagde, et og andet usædvanligt. Paa Festningen var der jevnligt noget at se og høre, og derfor var der Mange, som bortleiede sin Vagtposttjeneste der, til de dristigste Soldater. Gjengangere var der almindeligt at se, men disse bryde man sig ikke stort om, da det var gamle Officerer, som vilde tale med Folk for at rette paa et eller andet Urigtigt de i sit Liv have begaaet, og deri kunde de simple Soldater ikke hjælpe dem.

Det var ikke saa farligt med Spøgelser paa Akershus Fæstning, som paa Kongsvinger-fæstningen; thi der var en mengde Troldskab og Lucifer-Engle. Et af de mest betegnende skal jeg gjengive: «Den Tid Fæstningsmuren der var under Arbeide af Militære og Andre, arbeidedes der længe med en ualmindelig stor Sten, som tenktes anbragt i Hjørnet, men uagtet at al anvendt Anstrængelse til udpaa Kvelden, magtede de det ikke. Da de saaledes maatte give tabt og gaa til Kvarters, erklærede Mesteren, at Fanden skulde tage den og lægge den paa den tillavede Plads. Jo, rigtignok, om Natten hørte de Vagthavende, at Gammel-Erik raabte paa Kalk og Pindsten. Stenen har da den sterke Djævel nok bragt paa sit Sted, men da Pindsten og Kalk ikke blev forskaffet, skal Stenen den Dag i Dag ligge lidt skjevt.» Vi fortsatte da under Mandens idelige Foredrag af interessant Indhold over Fæstningen, alle Steder, det var tilladt at gaa, hvor jeg blandt annet fik se Kanoner, en mængde Kanonkugler m.m. Vi fik ogsaa se en stor del Slaver, som var beskjæftigede med at optage Vandpostgrøfter og paa et andet Sted med Stensetning.

En anden Dag var jeg i Følge med Bedstefader og Grosserer Ole Brede ned til Bryggerne og besaa de mange store og mindre Skibe og meget Andet, som for mig saa rart og beundringsværdigt, som om jeg var kommen til en anden Verden. De faa Dage vi forbleve i Byen spiste vi Middag hos Brede, undtagen Søndag, da vi og efter Indbydelse spiste hos Lars Tambur, en af Bedstefaders Bekjente. Vi bleve der trakterede med kogt og stekt Makrel, men denne behagede mig ikke, mest for sine forskjellige Kulører i Skindet. Hos Grosserer Brede levede vi godt, uagtet det var enkelte for mig ukjendte Retter. Hver gang vi var hos Brede blev mine Lommer mer og mindre forsynede med Figener, Rosiner, «Bronsukker» og andre Lækkerbiskener, hvilket jeg satte mere Pris paa end Maden. Det var fornemmelig Grossererens Kontorfuldmægtig, en Brodersøn af Brede, som mest forsynede mig med disse Slikkerier.

Det Korn vi skulde have blev kjøbt hos Brede og begav vi os da paa Hjemveien, hvor intet videre skrivværdigt forefaldt, dersom det ikke skulde være et Besøg hos gamle Hans Hong i Eidsvold, en af Bedstefaders bedste Venner indenfor Minnesundet. De havde en lang Samtale om Gammelt og Nyt, som jeg ikke kan erindre noget af. Afskjeden var da rørende, fordi Bedstefader da tog Afskjed for sidste Gang med denne velansete Mand, som jeg erindrer efter det Ydre havde noget imponerende ved sig. Fra Eidsvoldbakken blev den næsten overlæssede Baad roet op til Minnestryken, hvor vi og flere Baade landede inne i Vigen og blev da Baad efter Baad med en Trosse draget opover Minnestrømmen af et stort Mandskab, omkring 20.

Illustrasjon av en føringsbåt under råseil på Mjøsa omkring 1800.

Da vi kom op til Fjølrud eller i nærheden deraf, maatte vor Baad forsynes med «Varabord», der spigredes fast opover Kanten af Baadens Sider. Vi havde da faat lit Bør, og da vi reiste forbi Skreien, kom der Kastevind ned fra dennes Høider og Dale, saa at Vand slog ind i Baaden. Jeg blev saa betagen af Frygt, at jeg tilsidst begyndte at græde, men blev saa kommanderet til at øse Vand, som foregik under Graad og pinlig Rædsel, imdtil jeg af Udmattelse sovnede ind paa Kornsækkene. Da jeg vaagnede var Vinden bleven føielig, og om Natten blev det blikstille, saa fire Mand maatte bruge Aarene. Da vi kom til Kongsrudsanden holdtes en længere Hvile og Fløde blev hentet fra en Gaard og Grød deraf kogt, saa den flød omkring i Gryden. Da Reisen tilvands var tilendebragt, og Ladningen bragt i hus paa Kobberberget i Nærheden af Lillehammer, besøgte vi nogle Slægtninge i Faaberg og til disse sagde Bedstefader, at han nu havde lukket igjen Dørene efter sig for sidste Gang i Christiania, og saa blev det, da han aldrig kom dithen mere.

Ei Christianiareise ca. 1830.