Trolldom, sinnslidelse eller kun frodig fantasi?

Trolldom, sinnslidelse eller kun frodig fantasi?

Anno 1730, den12te September, vare vi Undertegnede: Kristian Wolfgang Monrath, Provst over Gudbrandsdalen og Sognepræst til Øier, Kristoffer Kraft, Sognepræst til Ringebo, og Jens Kraft, Medtjener i Ordet til Ringebo, efter høibaarne Konferentsraad og Biskop Deitmands Reskript forsamlede i Øiers Præstegaard for at eksaminere et ungt Kvindemenneske, nemlig Sigri Jørgensdatter, angaaende et af hende udbragt Rygte om hendes Mormoders og andre fleres Troldomsvæsen, hvortil, paa vores Anmodning, indfandt sig kongelig Majestæts Foged, ædle Sven Stenersen og kongelig Majestæts Sorenskriver, ædle Mogens Vinsnes.

Øiers Prestegaard

Bemeldte Sigri Jørgensdatter bekræftede da i vores Nærværelse, at være 13 Aar gammel, født i en Husmandsplads under Halstenstad. Hendes Foreldre ere hendøde, Faderen for 2 Aar siden og hendes Moder i Barselseng, straks efter dette sidste Barns Fødsel; og som Moderen var Død blev hun opdraget hos sin Mormoder, Sigri Enersdatter, hvor og Faderen opholdt sig, og som brugte Pladsen.

Hun bekjændte videre, at da hun var 7 Aar gammel tog hendes Mormoder hende med sig en Helligdags-Aften til Faarehuset i Halstenstad, hvor de tog en Sau, som hun smurte med nogen Smørelse, som hun havde i et Horn, hvorpaa Mormoderen tilligemed Deponenten satte sig paa Sauen, hvor de straks kom i Veiret, og efter et kort og hastigt Ridt kom de ned paa det Sted, hendes Mormoder kaldte Blaakolden. Underveis mødte de trende Personer, som hendes Mormoder kaldte Bedstefaders Drenge, og de vare fortklædte; de hade dem være velkomne.

Som de kom til Blaakolden stege de af, og satte Sauen ude, men hendes Mormoder og hun kom straks ind og blev hun sat til bords hos sin Mormoder, som sat nærmest Fanden, den hun kaldte Bedstefader, hvor de blev trakterede med Rømme- eller Flødegrøt, Smør, Ost, Fladbrød, Fisk, baade fersk og saltet, og her var 7 Borde, alle fuldbesatte. De fik og Øl at drikke, og da de havde spist, begyndte de at fægte med Trækorder eller Brødstikker, baade store og smaa, og derefter besaa de et Hul, som en Kjælder, derpaa var en Læm, som blev oplukt, og straks kom der op en blaa Lue, og de saa, at her vare smaa Folk i Luen, som rørte sig og peb.

Blant annen Tale sagde Fanden til hendes Mormoder, at han ikke vilde have dette Barn, nemlig Sigri Jørgensdatter, fordi hun røber dem alle; mens hendes Mormoder lovede, at hun skulde tugte hende saaledes, at hun ikke skulde gjøre det. Fanden, som var fortklædt og havde en graa Hat paa, sad ved det største Bord i Høisædet og havde Jernlenker om livet, som han filede paa, og naar Lænken syntes at være affilet, blev den straks tyk igjen. Han talede stedse med sine Gjæster, og da han , som før er meldt, havde talt med hendes Mormoder, reiste de hjem igjen samme Nat, og hørte hun siden, at Sauen, som de red paa, styrtede straks, hvorpaa hendes Mormoder, forbød hende, at hun ikke skulde sige noget til Nogen herom.

Hendes Mormoder for herefter til Blaaakolden nogle Gange, som hun ikke var med, men et Aar herefter var hun med igjen, og passerede Tit ligesom første Gang; dog sagde Fanden til hendes Mormoder denne Gang, at han vilde have hende, nemlig den gamle Kjærring, til sig dette Aar, hvorpaa hun bad om Frist endnu et Aar, men han sagde: «Jeg ved ikke om det», og denne Gang red hendes Mormoder paa Pigens Fader, Jørgen Jensen, som derefter fik ondt i Ryggen og omsider døde.

Nytaarsnat i forledne Aar var hun igjen med sin Mormoder paa Blaakolden, og blev de trakterede ligesom før. Denne Gang mærkede Fanden hende selv i den lille Finger paa den venstre Haand, som kjændeligt er, og erklærede hun, at hermed gik saaledes til: Fanden tog en Tollekniv og skar hende ved det yderste Led paa bemeldte Finger, sugede Blodet af og skrev hendes Navn hermed i en stor Bog, han bed og i hendes høire Øre, og har man remarqueret, at hun har ingen Følelse hverken i det yderste Led paa Fingeren, hvor hun er skaaren, ei heller i Ørelappen, hvor hun er bidt.

Paa Hjemveien fra Blaakolden var hendes Mormoder inde i Trøtten Aneks Kirke og tog nogle Fliser af Kirken, som hun leverede Deponenten med de Ord, at hun skulde kaste dem i Hovd-Fossen og sige; «Gud lad min Sjæl ikke komme i Himmerige, førend disse Fliser kommer paa sit sted igjen", hvilket hun og gjorde. Deretter døde hendes Mormoder efter en kort Svaghet, og den Tid hun var syg, leverede hun Pigen en liden Træboks, som hun havde faat af Fanden, hvori var Smørelse, som brugtes, naar de reiste til Blaakolden, og at hun skulle følge med Anne Halstenstad og Goro Brændum tilstundende Pintseaften, da de reiser.

Efter at Mormoderen var død, blev Deponenten henbragt til den Gaard Næstingen, og om Pintseaftenen herefter, nu i Sommer, tog hun Smøresken af sin Kiste, hvor hun havde forvaret den, og smurte en Soplime, og hermed for hun i Vejret. Som hun kom i Vejret, kom Kjerste Bjørnstad og de mødte da 3 Fandens Drenge, som bad dem være velkomne. Ved ankomsten til Blaakolden blev de indførte, trakterede og fægtende ligesom før, undtagen de fik ingen Fisk denne Gang. Fandens Drenge viste mig min Mormoder med mange Andre, efterat Lemmen var oplyft, og som rørte sig i en Lue og peb og opløftede Henderne. Derefter reiste de Hjem.

Hun siger ellers, at før hun reiste fra Næstingen, lagde hun en Kat i Sengen i sit Sted med Ingri og Kjerste Næstingen, som laa der i hendes Lignelse, indtil hun kom igjen. Nogen Tid derefter, som Torbjørn Næstingens Hustru Kari fandt Smørelsen i hendes Kiste, tog hun den fra hende og brændte den op tilligemed Limen, som hun red paa. Aarsagen hertil, siger hun, var, at hun tilforn havde bekjendt for Ingri og Kjerste om sin Reise til Blaakolden, som hun havde berettet det før bemeldte til Kari Næstingen. Hendes Farbroder, Torbjørn Næstingen bragte hende derfor til Prestegaarden, hvor han i Sommer har røgtet Kreaturene i Sætern.

Imidleritid har Fandens Drenge, en og en om Gangen, talt til 3 Gange med hende; den første sagde, at han ikke skulde aapenbare noget; den anden truede hende, fordi han hadde aapenbaret Alting og sagde at han vilde vri hendes hode af; den tredie truede ligesaa. Deponenten, efter tilspørgende, forklarede ellers, at hendes Mormoder havde en Troldkat, som hun undertiden skikkede ud til omliggende Gaarde, og naar den kom hjem igjen spyede den fra sig Smør i et Trug, som hun siden bragte Fanden til Foræring, og noget deraf blev fortæret i hendes Husholdning. Samme Kat, siger hun, var graa af Kolør og rund som et Nøste. Naar den skulde udsendes for hendes Mormoder, for hun med den opigjennem Ljøren paa Taget og lagde den paa trende Stikker, hvoraf den rullede ud paa Taget og efter Kjerringens Befaling for den til de Gaarde, som hun udnævnte, for at suge Melk af Kjøerne, og om Vinteren tog Fanden den til sig, men om Vaaren blev den igjen leveret til Kjærringen.

Trollkatt

Hun saa blandt andet, at hendes Mormoder satte Kniv i en Bæg og somme tider i et Træ, og havde 3 Reimer, som Fanden havde givet hende, de hun knyttede om Kniven, og melkede dermed hvilken Mands Ko hun vilde i Bygden. Endelig forklarede hun, at Anne Halstenstad var hos hende her i Præstegaarden, som forbød hende at bekjende nogen Ting; thi ellers skulde hun miste sin Hilse. Paa tilspørgende forklarede hun, at Smøresken, som de trengte naar de rider, er rød, og den Tid, som den blev opbrændt, saa baade Torbjørn Næstingen og hans Kone Kari, Ingri og Kjerste samme smørelse.

Ovenskrevne saaledes udi vores Overværelse passeret, testerer:

Øiers Prestgaard, datum ut supra.

Kristian Wolfgang Monrath, Provst og Sognepræst

Kristoffer Kraft, Sognepræst i Ringebo

Jens Kraft, Kapellan i Ringebo

Sven Stenersen, Foged, født paa Vaalen

Mogens Vinsnes, Sorenskriver

 

Apendix:

Sigri Jørgensdatter ble født på husmannsplassen Bakken under Halstenstad og døpt 25.7.1717. Moren Marte Olsdatter var trolig oppvokst på Bakken, for ho bodde der da ho i 1715 gifta seg med Jørgen Jensen fra hovedsognet. Marte døde i barselseng og ble begravet 22. juni 1727, 48 år gammel. Faren døde fire måneder seinere, 58 år gammel. Sigri’s mormor het Sigri Enersdatter.

Jeg har ikke funnet vår Sigri oppført i kirkebøkene de nest hundre år, så kanskje ble straffen at ho ikke kunne legges til hvile i viet jord. Tor Ile fant heller ikke ut hva som skjedde videre etter dette forhøret. Han skriver at de kanskje forsto at jenta ikke «var heilt rett på sinnet», men at om det hadde hendt noen tiår tidligere hadde nok «heksebålet» vært eneste utgangen.

Denne husmannsplassen ble i mange generasjoner framover omtalt som «Troldbakken», ifølge Amund Tande i hans Levnetsbeskrivelser fra 1877.

Trolldom, sinnslidelse eller kun frodig fantasi?